Anne Reistrup
Laborant, sygeplejerske, massør, aromaterapeut, zoneterapeut.
Nu selvstændig alternativ behandler
Født: 17 sept. 1938
Optaget i klubben: 1991
Der siges at være et specielt eventyrgen i min familie. En farbror kunne
fortælle hårrejsende historier fra sin tid som ekspeditionsdeltager hos
grønlandsfareren Knud Rasmussen, og jeg var den der slugte det hele
råt, imens en stærk utålmodighed efter at afprøve verden meldte sig.
Fra sidst i 60’erne var det årlige vandreture i det nordlige Sverige, Norge og
Finland, der trak. Senere var et langt ophold som hjælpearbejder i det sydøstlige
Tanzania (1985) med til yderligere at stimulere min udlængsel.
Siden har den udefinerbare rejsetrang meldt sig med regulære
mellemrum. Typisk kan det være en artikel, en tv-udsendelse eller et
foredrag der åbner sluserne, eller som tilfældet var engang, en bemærkning om
flygtningelejre i Afghanistan. En måned senere befandt jeg mig faktisk i det
krigshærdede land, og jeg tror det er den oplevelse der, alt lige, har sat
sine dybeste spor. Lader jeg tankerne gå tilbage, mindes jeg især de
strabadsfyldte rejser gennem Sovjet og hele fjernøsten (1991-92), hvor intet på
forhånd var planlagt og hvor hver overnatning skete i private hjem.
Sovjetunionen faldt fra hinanden, mens jeg
intetanende bevægede mig mod øst gennem Sibirien til Magadan, den yderste
post i det mægtige rige. Det viste sig, at min ledsager og jeg var de allerførste
fremmede besøgende efter en lille åbning mod vest, og der blev passet særdeles
godt på os. Dagens tilbud var formedest 2 pakker cigaretter, en helikoptertur ind over de
russiske gulag-fangelejre på kig efter bjørne og krybskyttere. Piloten ville dog ikke
lette, før han havde anbragt en faldskærm på ryggen
af mig – sådan bare for en sikkerheds skyld. Burma er jeg stærkt fascineret af
efter to gennemrejser (1996-2000). Jeg er helt parat til et tredje-fjerde-femte besøg.
Klosterophold i Tai-Xan bjergene i Kina,
Tibet, Indonesien, Guatemala, Vietnam og Skåne – alle mine rejser har på hver
deres måde været eventyrlige. Som jeg ser det, er der gået en rød tråd gennem
min tilværelse som eventyrer.
Ordet lyder, at jeg mere man rejser, des mindre får man sin rejselyst styret.
Dette kan jeg fuldt tilslutte mig. Når jeg vender hjem fra en
fantastisk rejse, er der kun ét at gøre: Begynde at glæde sig til den næste.